Er siloen i virkeligheden en osteklokke?
I vores arbejde med at udvikle højtydende kulturer hører vi ofte begrebet ’at arbejde i siloer’.
Begrebet dækker i praksis en bred fortolkning: Lige fra ’Dem og os kultur med fjendebilleder af andre afdelinger’ til ’Manglende samarbejdssynergier mellem afdelinger’.
Vores erfaring er, at der ikke nødvendigvis er tale om en silo, men måske nærmere en osteklokke.
Hvor siloen ofte er mere fastforankret og tjener et selvbeskyttende formål, er osteklokken et resultat af kortere eller længere tids pres med fuldbelagt båndbredde og hvor overskuddet til at kigge op, søge og skabe samarbejdssynergier ikke har været til stede.
Uanset om der er tale om en silo eller en osteklokke er konsekvensen den samme: manglende synergier og uindfriet potentiale.
Hvis konsekvensen er den samme, hvorfor er begrebet så vigtigt?
For det første, fordi det kræver forskellige tilgange og midler at opløse hhv. en silo og en osteklokke.
For det andet, fordi vores sprog former vores virkelighed. Hvis vi italesætter en osteklokke som en silo, vil siloen være godt på vej til at opstå.